Grappa

Den lune vind der ser alt, hører alt og ved alt, bruger de to store popler til at fortælle sine historier. Tusindevis af raslende blade oversætter beretninger om svundne tider, store slag og brusende kærlighed, for de mange nysgerrige druer i klaserne på den lille vinmark.

Tiden og solen modner druerne, til den dag hvor det bliver deres tur til at føre fortællingerne videre. Nænsomt plukket af kærlige hænder, og brutalt mast for alt deres saft og kraft. Mast til den søde vin. Men ingen ved, at de mange tusinde historier sidder fanget i den bittersøde skal – og alt for ofte ender historierne der – i en dynge på vinbondens mødding. Men ikke disse. Alle skallerne brændes hårdt og længe over den glød, der evigt brænder i sjælen, på ham der tør – ham der tror – og ham der gør. Essensen af drømmene og fri løssluppen fantasi hældes på flaske, og forsegles til den dag et nysgerrigt menneske ikke længere kan dy sig for at smage.

Det anbefales, at denne grappa kun nydes med papir og pen inden for rækkevidde, da magien og historierne ellers øjeblikkeligt vil fordampe og ende tilbage i vinden, hvor de kom fra.
Vores grappa skiller sig ud ved at være lavet af skaller fra de vindruer, der er sluppet gennem nåleøjet i vores vinproduktionen. Håndsorterede og nænsomt behandlet. Ofte tilsættes der vand og sukker til skallerne, når der laves kommerciel grappa. Denne grappa er udelukkende brændt på de sparsomme dråber, der sidder tilbage i skallerne efter vinen er mast ud af dem.

DSC_5010

Med en alkoholprocent på 39 balancerer den perfekt mellem den hårde alkohol og den sarte delikate grappa smag. Duften er intens af frugt, mandelblomst og bittersøde abrikoskerner. Smagen er fyldig – igen med en bittersød tvist af kerne og vindrue – en tydelig sødme fra skallerne afslutter og hænger i munden længe efter.